Ha Giang Loop dag 2+3
Efter vi havde fået serveret lidt morgenmad, var det op på scooteren og videre. På dag 2 tog vi et stop i Lung Tam landsbyen, som er en traditionel hampevæver landsby. Senere besøgte vi opium kongens palads. Men bare rolig, der var hverken opium eller konger, bare hans meget gamle palads. Om aftenen fik vi endnu en gang serveret lækker aftensmad og Happy Water. Efter aftensmaden var der leg og fest. En traditionel vietnamesisk leg med bambuspinde.
Dag 3 startede selvfølgelig med lidt morgenmad, inden turen igen gik videre. Denne dag tog vi et stop få kilometer fra den kinesiske grænse. Vi var også på sejltur på floden.
Om aftenen begyndte alt det sjove, fordi som min chauffør så fint formulerede over translate, var det sidste aften hvor vi kunne drikke og have det sjovt med venner. Denne aften fandt vi også ud af hvor gamle vores chauffører var. Albertes chauffør havde kørt i 3 år og var 28 år, Mikkels var 27 år og min var med for første gang og var 24 år. At det var første gang, han var med, forklarer måske hvorfor han virkede så skræmt. Ja, han virkede faktisk en smule bange for mig (to be fair var jeg også mere end et hoved højere end ham). Han kunne heller ikke engelsk, det eneste ord jeg havde hørt ham sige før denne aften var, “you” da jeg skulle tage imod min hjelm. Senere på aftenen sagde han dog “miav”, da der var en kat, det fik vi os et godt grin af. Dagen efter formåede han endda at sige “dog”, da jeg snakkede med en hund. Fremskridt.
Denne aften var det ikke nok at vi alle skulle skåle i fællesskab, vi skulle som de sagde skåle “one-by-one”. Men min chauffør turde knap skåle med mig, så han måtte lige have lidt hjælp af en af de andre. Aftenen udviklede sig til at vi skulle spille drukspil med dem. Den første de kom op med var, at man skulle stable to spisepinde ovenpå hinanden som et “T”, derefter skulle man sende dem rundt om bordet. Dem, der tabte dem, skulle selvfølgelig drikke. Efterfølgende skiftede vi over til noget der minder om “spin the bottle”, det var bare en ske vi spinnede, og den skeen pegede på skulle så drikke. Til sidst da vi troede aftenen var ovre, blev vi lokket med til karaoke, som de har en eller anden vild kærlighed for. Efter et par sange lykkedes det os dog at trække os tilbage for at gå i seng.
































































































































